Saint Michel Archange
Domaine Saint Michel Archange ligger i landsbyen Bize-Minervois, dybt inde i bakkerne på højde med badebyen Narbonne. Et glimrende vinområde, præget af stor frugtbarhed. Bize-Minervois er et kapitel for sig. Et besøg i byen er som at komme flere 100 år tilbage i historien, ikke mindst Domaine Saint Michel Archange, som har til huse i bygninger, der daterer sig tilbage til starten af 1700-tallet og har i tidernes morgen været beboet af en ærkebiskop, der bl.a. skabte slotsgården ved at afspærre gaden mellem de to bygninger med en mur med en solid træport i begge ender. Man kan stadig se den originale belægning, når man besøger stedet.
Ejeren er en aristokratisk herre på 77 år, Charles Janbon, der som en livsdrøm satte sin lægekarriere på stand-by for nogle år siden for at bringe slægtens vingård på fode igen efter nogle års status som leverandør til kooperativet. Det er lykkedes overmåde godt med en årlig produktion på ca. 50.000 flasker af høj kvalitet og naturligvis baseret 100% på håndplukkede druer. I øvrigt er den arbejdsomme Charles Janbon vendt tilbage til sit hverv som professor på Universitetshospitalet i Montpellier, hvor han meget logisk forsker og udgiver artikler i anerkendte tidsskrifter om ”den gavnlige virkning af et moderat dagligt indtag af vin”!
Vindanmark har i denne omgang hjemtaget domænets glimrende ”anden-vin”: La Tour de Boussecos, som er opkaldt efter et fæstningstårn fra det 7. århundrede, hvis ruiner stadig kan findes udenfor Bize-Minervois, hvis man følges med lokalkendte!
Vinen er baseret på 40% carignan, 40% syrah og 20% grenache. En velbalancaret vin med tilpas syre, lang eftersmag og en god smag af moden frugt. Den er produceret i betonkar ved ”maceration carbonique”. Den foregående årgang har tillige fået udmærkelsen Coup de Coeur i den franske vinbibel, Guide Hachette, hvilket er den højest mulige vurdering.
I starten af 2015 er flagskibet Cuvée Josephine klar. Den ligger lige nu og hygger sig i udvalgte franske egefade, og ved Vindanmarks sidste besøg vidnede smagsprøver fra fadene om, at der er noget at glæde sig til. Men indtil da er La Tour de Boussecos et rigtig godt glas vin.
Læs mere: hhttp://www.domaine-saint-m ichel-archange.com/